Kvinden troede hun reddede en hund, men måden hunden ser på historien er guld værd.
Hendes øjne mødte mine da hun gik ned ad gangen og kiggede ind i kennelen. Jeg mærkede hendes behov med det samme og vidste at jeg måtte redde hende.
Jeg vrikkede med halen, ikke for meget, så hun ikke blev bange. Da hun stoppede ved min kennel, stod jeg i vejen, så hun ikke kunne se det lille uheld der lå bagerst i buret. Jeg syntes ikke hun skulle vide at jeg ikke havde været ude at gå i dag. Nogle gange har de travle dyrepassere ikke tid og jeg ville ikke have at hun skulle tænke dårligt om dem. Mens hun læste mit kennelkort, håbede jeg at hun ikke ville blive trist over min fortid. Jeg havde kun fremtiden at se frem til og jeg ville gøre en forskel i en andens liv.
Hun kom ned på knæ og lavede små kysselyde til mig. Jeg pressede min skulder og siden af mit hoved op mod tremmerne for at berolige hende. Ømme fingerspidser aede min nakke; hun var desperate efter selskab. En tåre gled ned af hendes kind og jeg hævede en pote for at trøste hende. Snart blev min kenneldør åbnet og hendes smil blev så bredt at jeg øjeblikkeligt hoppede op i hendes arme. Jeg lovede mig selv at passe på hende. Altid at være ved hendes side.
Jeg lovede at jeg ville gøre alt for at se det lysende smil og glimtet i hendes øjne. Jeg var så heldig at hun kom og hentede mig. Der er så mange derude der ikke kommer til kennelerne. Så mange flere at redde. I det mindste kunne jeg redde en.
Jeg reddede et menneske i dag.