Lægerne fortalte den grædende gravide kvinde, at hun var nødt til at afbryde graviditeten. Hun holdt imidlertid fast på sit, og samtykkede ikke i en abort.

Mange gravide kvinder kender den følelse, at lægen siger noget til dem, men de har deres egen følelse, som siger noget helt andet. Det viser sig ofte, at det er værd at lytte til sit instinkt. Vi har en vis beundring for de kvinder, som er i stand til at stå fast på deres følelser og forudanelser, specielt når det viser sig, at det var det rigtige for dem selv og deres barn.

Historien om Sarah Wickline Hull er netop sådan en historie, selv om dette er et ret ekstremt tilfælde på, at en forudanelse var mere rigtigt end det, som lægerne sagde. Sarah offentliggjorde sin post på Facebook i januar måned, og den er indtil nu blevet delt af 30.000 mennesker.

Det hele startede, da Sarah fandt ud af, at hun var gravid. Det, som burde være en grund til glæde, viste sig imidlertid at blive en kamp for livet.

Det beskriver Sarah i sin post: "Folk taler om, at der nogen gange er medicinske indikationer på at få en abort, for at redde livet for moren. Jeg var en af disse mødre.

Jeg blev diagnosticeret med en aggressiv kræftform, som afskar lufttilførslen gennem luftvejene, da jeg var gravid i 20. uge. Jeg glemmer aldrig, da den første læge – en onkolog – nævnte, at jeg burde have en abort. Vi havde gennemlevet flere års barnløshed, og nu var det lykkedes mig at blive gravid. Jeg vidste, at det godt kunne være, jeg ville dø, men jeg ville føde. Senere talte jeg med en anden læge, som opregnede alle helbredsproblemer, barnet ville få, hvis jeg ikke gennemførte en abort. Jeg holdt fast på mit, og accepterede ikke at fjerne mit barn. Han fortalte mig så: "Det er i orden, det kommer formodentligt alligevel til en uprovokeret abort". Jeg gik i gang med at lede efter en anden læge, og det lykkedes mig at finde en, som støttede mig. Jeg fødte et sundt og raskt barn i 34. graviditetsuge.

Til maj fejrer vi, at der er gået 10 år, siden jeg overvandt kræften. Jeg har en sund, smuk, klog og vidunderlig 10-årig datter, som er et levende bevis på, at lægerne ikke ved alt.

OPDATERING – tak til alle, som læser min historie. Jeg er overvælder over alle de svar, jeg har modtaget. Jeg prøver at læse alle beskederne, men jeg klarer ikke at skrive tilbage til alle, som har skrevet til mig. Jeg vil bede for jer alle sammen!"

Heldigvis endte historien lykkeligt for Sara og hendes datter. Hvad synes I? - var det rigtigt af den kommende mor at træffe sådan en beslutning?