En ældre mand antaster en mor i et supermarked. Hans ord vil for altid sætte sig fast i hendes erindring.
Tiden går så frygteligt hurtigt, særligt når man både har børn og arbejder samtidigt. Vores liv består af en evig jagen efter afslutningen på endnu en opgave. Hjem, arbejde, børn, indkøb, pligter i hjemmet. Vi har hele dagen fyldt ud med opgaver.
En gang i mellem er det imidlertid værd at tage et stop og overveje, hvilke af disse opgaver egentligt er de vigtigste og hvilke vi bør lægge mest energi i.
Leanne er mor til fire børn, og også forfatter til blandt andet en blog med titlen "Life Happens When" ("Livet eksisterer, når"). For nylig satte hun en post på bloggen om et møde hun havde haft, mens hun var ude og købe ind. Læs ubetinget det hele – inklusive slutningen:
"Har I nogen sinde ført en samtale med en komplet fremmed person, og senere haft en følelse af, at denne person må være sendt af Gud eller skæbnen?
Det var netop hvad jeg kom ud for en dag for nylig. Jeg gik rundt i supermarkedet, hvor jeg skubbede min indkøbsvogn fremad. Den var tung, for den var både fyldt op med både varer og børn. Pludselig kom en ældre mand hen til os. Han så børnene i vognen, og kunne ikke modstå fristelsen til at snakke lidt med os. Han fortalte, hvor charmerende mine børn var, og stillede et par spørgsmål om nogle andre småting, og så gik han igen.
Et øjeblik senere kom han dog tilbage til os.
Han så på mig og sagde "Jeg ville gerne sige noget til Dem". Han fortalte mig en historie om dengang, hans søn var 5 år gammel. Hans søn havde bedt ham om at de i fællesskab skulle bygge et fuglehus, men han fortalte sin søn, at han havde vanvittigt travlt og havde nogle "meget vigtige ting", der skulle ordnes.
Han så, hvordan hans dybt skuffede søn gik igen, men uden at lave nogle scener eller græde, og pludselig følte manden sig frygtelig tilpas over, at han havde gjort sin søn deprimeret. Han kaldte sønnen tilbage, og de tog sammen over i butikken, købte materialer og byggede et fuglehus.
For ikke at gøre historien alt for lang (som han udtrykte det): 40 år senere kunne han ikke huske, hvad det var for noget arbejde han dengang skulle udføre, eller hvorfor det var så vigtigt.
Han kiggede mig direkte i øjnene, og sagde: "Men vi har stadig det fuglehus". Hans øjne fyldtes med det samme med tårer. Selv om jeg tilbringer det meste af min tid sammen med børnene, giver jeg dem ikke altid min fulde opmærksomhed. Jeg er sammen med dem, for at lave noget andet. Jeg bliver irriteret på dem. Mine tanker er alle andre steder på grund af de daglige gøremål, huskelisterne og min telefon.
Den fremmede mand finder formodentligt aldrig ud af, hvor meget han gav mig til eftertanke, hjalp mig med at sætte nogle prioriteter og inspirerede mig til at sætte tempoet ned, så jeg kunne være mere nærværende i mit samvær med familien.
Det er Gud eller skæbnen, der sender den slags mennesker til os på vores vej gennem livet. Næste gang en fremmet kommer hen til dig og vil fortælle noget, så vær åben overfor den meddelelse, du hører. Den kan ændre dit liv!
Livet eksisterer, når vi taler med fremmede"
Det er en historie, som giver en masse livsvisdom og får og til at tænke os om. Vi håber, at I også vil bruge et øjeblik på at bøje hovederne og tænke over, hvad der virkelig er vigtigt i livet. Hvad er jeres "fuglehus", og hvad forekommer dig i øjeblikket at være vigtigt, men vil være uden betydning om nogle år.
Del denne historie med folk, du holder af!
