Der var ikke nogen, som gad høre på den 7-årige dreng, og derfor kom det til en tragedie. Jeg var ikke forberedt på hans sidste ord.
Jeg er gået voldsomt ned i karakter, og derfor slår mine forældre mig oftere. Jeg læser og læser, jeg prøver alt hvad jeg kan, men jeg kan ikke huske noget. For nylig troede jeg, at jeg harve gjort det flot i timen. Læreren gav os besked på at tegne vores største ønske. De andre tegnede cykler og computere og sådan noget, men ikke jeg.
Jeg tegnede mor, far og mig sammen, hvordan vi alle sidder i fællesskab og smiler. Min største drøm er min familie, og at mine forældre endelig kunne være stolte af mig.
Hele klassen lo ad mig, kun læreren havde tårer i øjnene; det havde jeg også.
Denne gang havde jeg fået en meget dårlig karakter, og jeg vidste, at mor og far ville råbe af mig, fordi de er skuffede. Jeg var bange for at gå hjem, og derfor kom jeg senere end normalt. Mor var rasende. Hun slog mig, og jeg faldt ned fra stolen og væltede om, hvorefter mor sparkede mig i hovedet. Hun var meget skuffet over mig, og det var endnu værre med far. Han slog mig i ansigtet og råbte, at jeg var en taber, og at det ikke var sådan en søn han havde drømt om. Jeg skulle til at sige undskyld til far, love ham, at jeg nok skulle forbedre mig, men jeg tror jeg mistede bevidstheden, for jeg vågnede på hospitalet.
Nu er den anden finger også holdt op med at bevæge sig, det var meget underligt! Jeg så, hvordan andre forældre besøgte deres børn, men min mor og far kunne ikke komme. Det tror ikke rigtigt de kan lide mig. Jeg lovede mig selv, at jeg vil arbejde hårdere, for at de kan blive glade.
Jeg ved ikke hvorfor, men mit hjerte er igen begyndt at gøre ondt, nu nogle dage efter at jeg har forladt hospitalet. Min klasselærer tilkaldte en ambulance til skolen. Jeg var meget bange, og ville tale med mine forældre, men de kom ikke. Jeg ville forklare dem det hele, sige undskyld, og bede dem om, at de elskede mig alligevel, love, at jeg ville gøre alt hvad jeg kunne. Så jeg skrev et brev:
