Der var ikke nogen, som gad høre på den 7-årige dreng, og derfor kom det til en tragedie. Jeg var ikke forberedt på hans sidste ord.
Historien om denne 7-årige med navnet Ivan har nok aldrig fundet sted, men i virkeligheden foregår den hver eneste dag over hele verden. Lyder det irrationelt? Hvis vi ser på statistikkerne, så er det desværre rigtigt. Hver dag er der børn, som bliver slået af deres egne forældre, skubbet af deres kammerater, ignoreret af deres lærere og naboer ...
Måske vil historien om denne dreng hjælpe os med at åbne øjnene og se det, som vi ikke ønsker at se.
Jeg hedder Ivan og er 7 år gammel. Jeg elsker min mor og jeg elsker min far. Jeg er også lidt bange for dem, for de slår mig, og jeg ved ikke, hvad jeg gør forkert.
I dag var jeg også i skole. Jeg gør hvad jeg kan for at følge godt med, og lærerne kan vist godt lide mig. En gang i mellem er jeg bare lidt ked af det, for jeg har ikke nogen venner i skolen. I pauserne står jeg alene på gangen og kigger ned i gulvet. Der var en gang, hvor jeg prøvede at blive venner med de andre børn, men det gjorde kun, at de lo af mig og råbte af mig, for jeg har altid det samme tøj på i skole, og jeg har gamle sko.
Efter skolen går jeg altid lige hjem, men nogen gange er jeg nødt til at gemme mig for en gruppe drenge, som slår mig. Denne gang lykkedes det ikke, og de skubbede mig direkte ned i en vandpøl og begyndte at sparke mig. Da jeg kom hjem, var jeg gennemblødt og forgrædt, men da mor så mit snavsede tøj, begyndte hun at råbe ad mig, og som straf fik jeg ingen middagsmad. Mor gav mig besked på at gå ind på mit værelse og ikke komme ud, og jeg ville så gerne have fortalt hende, om hvad der var sket, og om, at jeg ikke har nogen venner ...
De andre børn ler af mig, for der er sket noget underligt med min hånd. En gang slog far mig på hånden med et stykke legetøj, og siden da har jeg haft en finger, som jeg ikke kan bevæge. Det er lidt underligt. En gang i mellem har jeg også ondt i hjertet, men det har jeg ikke fortalt til nogen. Mor har allerede for mange bekymringer på grund af mig, og jeg har ikke lyst til, at hun skal blive mere nervøs.
Læs videre, men det vil være det bedste, hvis I allerede nu tager et lommetørklæde frem ...
