Kort før hun døde, skrev den ældre dame et brev, hvor hun forklarede, hvem hun i virkeligheden var. Da hendes sygeplejerske fandt brevet, blev hun målløs...
Hver eneste dag er der tusindvis af ældre mennesker, som stille og roligt dør på plejehjem rundt omkring i verden. Deres nærmeste er ikke ved deres side for at holde dem i hånden, ingen græder, ingen vil savne dem, og de døende erkender dette med en vis resigneret sorg. Nogle gange søger disse enlige, ældre mennesker døden, mens de stadig er i live. Et eksempel på dette er denne kvinde, som skrev et brev til plejepersonalet, hvor hun forklarede alt det, vi ikke forstår hos bitre ondskabsfulde og apatiske gamlinge, som man tålmodigt må udholde, eller simpelt hen ignorere ...
Da sygeplejersken imidlertid fandt dette brev i den afdødes værelse, fik hun dårlig samvittighed. Det kan vi undgå ved at gøre os klart, hvordan vi bør opføre os!
Hvad ser I, når I kigger på mig, kære sygeplejersker? Hvad ser I?
Hvad tænker I, når I kigger på mig?
Lad mig gætte ... En ondskabsfuld og giftig gammel kone, som i øvrigt ikke er alt for kvik i låget; med underlige vaner og et verdensfjernt blik.
En gammel kone, som altid taber sin mad og som ikke siger noget. Så bliver I voldsomt irriterede og hvisker højt, sådan at hun hører det: "Hun kunne i det mindste prøve at være en smule mere omgængelig"
Det forekommer jer, at der ikke er noget, som når frem til mig, særligt fordi jeg altid mister ting, og jeg er heller ikke sikker på, om det er en sko eller en sok, jeg har mistet, for det er gået kraftigt tilbage med hukommelsen.
I ved, at I kan gøre, hvad I har lyst til med mig, uanset om jeg skulle finde på at protestere.
Efter jeres opfattelse beskæftiger jeg mig ikke med andet end alt for lange bade, eller endnu mere langstrakt leg med maden.
Er det ikke sådan, I tænker om mig? Er det ikke det, I ser? Kære sygeplejersker, i så fald er det på tide at åbne øjnene, for I kan slet ikke se mig. Jeg fortæller jer, hvem jeg er, når I giver mig besked på at gøre et eller andet, eller når I beder mig om at spise.
Jeg er en tiårig pige, som har forældre der elsker mig, brødre og søstre.
Jeg er en sekstenårig pige uden verdensforbindelse, som går rundt og drømmer om vældig kærlighed.
Jeg er tyve år gammel og forelsket til op over begge ører, som om et øjeblik vil aflægge et løfte, som kommer til at holde resten af livet.
Jeg er en femogtyv årige kvinde, som tager sig af egne børn, som jeg opdrager så godt jeg kan, og som jeg sikrer et godt og kærligt hjem.
Nu er jeg tredive år, og mine børn vokser helt sikkert alt for hurtigt ... De begynder at have forhold til andre mennesker, og vores bånd bliver svagere.
Jeg er fyrre år gammel, og har voksne børn, som er flyttet hjemmefra.
Min fantastiske mand er altid ved min side, så jeg er lykkelig alligevel.
Jeg er halvtreds år gammel, og igen er der børn i mit hjem, mine vidunderlige børnebørn. Jeg og min mand er lykkelige af at tage os af dem.
Nu er jeg fuldstændig nedbrudt. Min mand dør. Min eneste kærlighed.
Jeg ser ind i fremtiden, og ... jeg ser ikke noget.
Mine børn har egne børn. Jeg lever i erindringen.
Jeg er blevet gammel. Alderdommen er frygtelig. Nogle gange griner jeg af min alder, som af en eller anden idiot. Min krop krymper, min ynde og elegance er forduftet. Mine kræfter er væk.
Jeg er blevet til en sten, hvor det eneste der er tilbage, er et hjerte, der banker.
