Manden forlod sin kone og to børn. 30 år senere minder servitricens ansigt ham om et eller andet, og så kan han ikke lade være...
"Men jeg kunne føle hvordan min mor begyndte at løse et hav af forskellige opgaver, efter at hun var blevet enlig. Jeg forstod aldrig helt hvor meget energi hun brugte på at opfostre min bror og mig. Hun havde altid travlt. Hun arbejdede for at overleve. Hun gjorde alt hvad hun kunne, bare jeg og min bror havde alt hvad vi behøvede. Hun arbejdede virkeligt hårdt."
"Den aften sad jeg med min søn på en lille kinesisk restaurant, som jeg holdt meget af, og i det øjeblik nærmede den nye servitrice sig. Hun passede ikke særlig godt til stedet. Ejerne var kinesere. Personalet bestod af kinesere. Og hun var en hvid tjener. Hun var virkelig fremragende, og hun roste min søn for hans gode opførsel. Vi spiste vores middag. Jeg havde indtryk af at denne enlige mor ikke ønskede at være der, men eftersom hun var nødt til det arbejdede hun det bedste hun havde lært og med et stort smil på læben. Det rørte mig virkeligt dybt ind i sjælen. Jeg tænkte på min egen mor, og jeg genkendte hende i denne kvinde. Hun var enlig mor. Måske var det noget hun havde valgt; og måske ikke."
"Under alle omstændigheder arbejdede hun her onsdag aften, for at kunne give sine børn noget at spise, og sådan at de havde sko på fødderne. Hun arbejdede ikke for at bevare sin sociale status. Hun arbejdede for at overleve. Hun arbejdede i håbet om at det måtte være tilstrækkeligt til at købe noget til sine børn, som kunne fremkalde en kortvarig glæde hos dem. Jeg havde medfølelse med hende. Og jeg følte hendes smerte. Jeg tænkte hele tiden på min egen mor, og på hvor vanskeligt det er at være den eneste forsørger i hjemmet. Det er vanskeligt for mig at forstå hvor svært det er for disse mødre. Jeg ved at mine drikkepenge ikke hjælper hende med at betale huslejen. Jeg ved at mine drikkepenge ikke er tilstrækkelige til tøj til hendes børn. Og jeg ved at de ikke kan fylde køleskabet for hende. Og på trods af dette håber jeg at de fremkalder et lille smil hos hende, og at de hjælpen hende med at købe noget, som vil glæde hendes børn, når hun kommer hjem. Jeg kendes ikke detaljer fra hendes liv, og det behøver jeg heller ikke. "
