Den toårige søn spildte blæk ud over tæppet; 14 år senere forstod hun, hvor vigtigt et øjeblik det havde været i hendes liv. Og så begyndte hun at græde.
Heather Duckworth ved en masse om, hvordan det er at være mor. Hun har fået i alt fem børn, hvoraf et kuld er trillinger. For ikke så længe siden placerede hun en post på Facebook med titlen "Den blå plet". Hendes besked blev hurtigt delt af tusindvis af mennesker, og i dag vil vi gerne dele den med jer. Hvis I også bliver bevæget, så del historien med venner og bekendte.
DEN BLÅ PLET
En aften var jeg ved at rengøre tæpper for aflejringer fra gummilegetøjet, som min datter er i stand til at tilsmudse gulvtæppet og alt andet omkring hende med. Moden med gummilegetøj er slået kraftigt igennem hjemme hos os, og de glatte pletter fra legetøjet ses overalt. Min datter havde fjernet det meste, men jeg var nu i gang med de mest genstridige pletter, og jeg begyndte at blive irriteret over al det rod. Jeg havde indtryk af, at de befandt sig overalt. Men pludselig kom jeg i tanke om en anden situation fra mit liv, da jeg for mange år siden måtte gøre rent efter et uheld med en kuglepen, og den erindring vendte nu tilbage.
For 14 år siden ...
Det var på tide at gå i seng. Vi var lige ved at være klar. Jeg var fuldstændig færdig og ville bare sove. Livet cirklede uafbrudt omkring vores 2-årige trillinger og deres 4-årige bror. Jeg havde ikke nogen tid til mig selv, og jeg havde ikke fået et bad i fire dage. Hvert sekund i løbet af dagen var helliget til deres behov, men på trods af min træthed ønskede jeg ikke at ændre noget. Jeg havde travlt fra morgen til aften, men jeg havde også glæde i hjertet.
Vi var netop blevet færdige med vores rituelle aftensmad og badet, og bragte drengene ind i værelset, for at kunne samle legetøjet sammen, inden vi skulle i seng. Der lød musik fra radioen, og alle dansede og sang.
Jeg samlede hurtigt legetøjet sammen, for jeg var utålmodig efter hurtigt at få lagt drengene til ro, sådan at jeg måske selv kunne få et brusebad. Så hørte jeg pludselig, hvordan en af dem sagde: "Åhhhh nej"!
Jeg vendte mig om, og så det blå bæk, der lå som en sø på tæppet. En kuglepennepatron var sprunget i hænderne på min søn, og det blå blæk dryppede ned på den rene pyjamas.
Jeg tog en dyb indånding og så, hvordan søen af blåt blæk farvede vores gulvtæppe, vores nye gulvtæppe. Jeg kaldte på min mand, som netop var ved at vaske op, for jeg havde brug for hjælp. Jeg var voldsomt vred, da jeg tog sønnen med ud på badeværelset for at vaske ham, og samtidigt begyndte min mand at rense tæppet for den blå plet.
Tårerne dryppede ned ad mine kinder af frustration. Jeg var så frygtelig træt. Træt og vred. Jeg var ikke vred på min søn, der så ud som en blå smølf, men jeg var vred på mig selv over at have efterladt en kuglepen indenfor en 2-åriges rækkevidde. Vi havde kun boet i vores hjem i omkring 6 måneder, og nu var gulvtæppet ødelagt.
Den aften brugte vi over en time på at få pletten væk, men det lykkedes ikke.
Næste dag fik jeg fat på nogle professionelle tæpperensere ... De rensede pletten flere gange, men den blev end ikke en smule lysere ... Den lå der og kiggede blåt på mig.
Jeg var ked af det og skuffet hver gang jeg kiggede på pletten. Den var så grim og udgjorde en frygtelig kontrast til vores lyse tæppe. Lige meget hvad jeg gjorde, så ville den ikke gå væk. Pletten gjorde, at jeg følte mig skuffet og ydmyget. Jeg følte, der var noget galt med mig, og at det var mit nederlag, at jeg havde efterladt en kuglepen i hænderne på et lille barn. Den blå plet havde en så frygtelig negativ indflydelse på mit selvværd. Jeg hadede dem.
En måned senere blev min elskede søn – ham det lavede pletten – diagnosticeret med kræft. Og to år senere døde han.
Min søn gik bort, og den blå plet? Den er der stadig ... men nu ... minder den mig om min søn. Den minder mig om mine frustrationer over noget ganske uvæsentligt. Noget, der ikke har nogen som helst betydning.
Den blå plet blev en erindring om, at vi ikke undgår rod i livet, og netop det gør, at det er værd at leve.
Det er en konstant erindring om, ikke at bekymre sig om småting.
Det er en konstant erindring om, at "ting" ikke er væsentlige; mennesker er væsentlige.
Det er en konstant erindring om, at uheld sker.
Det er en konstant erindring om at droppe småtterierne og tage sig af det, der er vigtigt.
Igennem alle de år er pletten ikke blevet den mindste smule lysere. Med tiden har vi lært at dække den med møblerne, men så snart vi laver en hovedrengøring og skubber møblerne til side, ser jeg den blå plet. Der kommer da en klump i halsen, og jeg tænker på det enorme tab, jeg har lidt.
Den samme plet, som gjorde, at jeg græd af frustration, har nu gjort, at jeg takker Gud for det fantastiske mindesmærke, jeg har.
Den minder mig om, at vi nogle gange har rod i livet, - Pletter på køkkengulvet, krummer der er spredt ud over hele bilen. Ruder, som bliver slået ind af bolde. Snavsetøj der vokser ud af snavsetøjskurven, og opvask, som fylder hele køkkenvasken. Fingeraftryk på ruderne, og køkkenbordet fyldt med kridtmærker. Og en blå plet på det nye gulvtæppe.
Og alt dette rod? Det stammer fra livet, kærlighed, opvækst og ny viden. Det medfører, at jeg er taknemmelig. Og det er en forklædt velsignelse.
Og ved I hvad?
Jeg ville være lykkelig for at have en million blå pletter på gulvtæppet, hvis jeg bare kunne tilbringe endnu en enkelt dag med min søn.
Endnu en gang kiggede jeg på rodet på gulvet, og blev mindet om den blå plet. Jeg blev med det samme mere ydmyg, da jeg gjorde mig det klart, at et eller andet sted derude er der en mor, som sidder ved siden af sit syge barn på hospitalet ... og drømmer om at være derhjemme og bringe orden i det rod, som hendes sunde og raske barn har lavet, sådan som det var før i tiden.
Endnu en gang løb tårerne ned ad mine kinder, mens jeg tørrede gummipletterne af gulvtæppet. Men jeg kiggede på dem med nye øjne, og takkede Gud fordi han havde hvisket til mig om, at i livet skal man koncentrere sig om det, der er vigtigt.
