De døende børn græder ikke og beklager sig ikke ... Med et smil på læben siger de noget ganske usandsynligt.
Arbejdet på børneafdelingen er følelsesmæssigt udmattende, selv om der også er masser af smukke øjeblikke. Læger så som dr Alastair McAlpine kæmper til daglig for sine små patienter, som på hans afdeling venter på døden. Dr McAlpine erkender, at der er meget vanskelige øjeblikke, men på trods af alt klarer børnene tiden på hospitalet med et smil på læben. De er milde og blide til det sidste, og fortæller om, hvad de vil savne. De ønsker ikke, at forældrene skal lide, så de udholder undersøgelserne uden at beklage sig. Men hvad taler de om?
Alle børn er meget bekymrede for deres forældre, og dr McAlpine gengiver deres ord:
"Jeg håber, at mor har det godt. Hun ser hele tiden så trist ud".
"Far behøver ikke bekymre sig. Det tager et kort stykke tid, så ser han mig igen".
"Vorherre tager sig af far og mor, når jeg ikke er her længere".
For de dødssyge børn er den bedste tid, når de er sammen med familien:
"Mor og far er de bedste!"
"Der er ingen, der elsker mig sådan som mor".
"Min søster giver mig altid sådan er varm knuser!"
De erindrer også med glæde ethvert udtryk for empati, som de har modtaget fra andre:
"Mine ægte venner bekymrede sig ikke om, at mit hår faldt af".
"Jane kom hen til mig efter operationen og bemærkede end ikke såret!"
"Johnny gav mig halvdelen af sin sandwich, da han så, at jeg ikke kunne lide den, jeg havde fået".
"Jeg kan lide, når sygeplejersken er her sammen med mig, for så gør det ikke så ondt".
Mange døende børn fortæller om deres elskede dyr:
"Jeg elsker Rufus, hans sjove gøen morer mig".
"Jeg elsker, når Ginny kommer hen til mig, for at blive kløet og for at spinde".
"Min bedste erindring er, hvordan vi tog med Jake til stranden, og han bragte mig en muslingeskal i munden".
