En kvinde forærede piloterne en pakke kager. De spiste dem med stor fornøjelse, og først derefter bemærkede de det vedlagte brev; så brød de helt sammen.
Jobbet som pilot giver et enormt ansvar for de menneskeliv, som befinder sig i flyet. Det er de piloter, som denne historie handler om, perfekt klar over, og de tager deres arbejde særdeles alvorligt, men samtidigt mister de ikke noget af deres almindelige menneskelige empati. Det beskrives her af en pilot med navnet Chad.
"De bedste gaver er ofte de, man mindst venter. Sådan var det også dagen før juleaften, da jeg omkring klokken 17.30 fløj fra Atlanta til Macon. Jeg gik om bord med bevidstheden om, at mine nærmeste venter på mig ... men sådan er livet; jeg var på arbejde, og måtte først transportere passagererne sikkert til deres bestemmelsessted, inden jeg kunne tilbringe julen med min familie.
Stewardesserne var også præget af det almindelige kaos inden jul, og glemte at holde øje med døren til cockpittet. Døren stod på klem, og pludselig kiggede en dreng ind til os, han har vel været omkring 9 år gammel. Da jeg bemærkede, at jeg vidste han stod der, skyndte han sig væk, men jeg kaldte ham tilbage. Han mindede mig meget om mig selv, da jeg var i hans alder. Lige som drengen nu, havde jeg også stjerner i øjnene, da jeg første gang kiggede ind i piloternes kabine. Nu var jeg imidlertid kommet lidt i tvivl om mit karrierevalg ... jeg er stadig ung, og det ville være min første jul uden familien. Egentligt føler jeg ikke, at jeg foretager mig noget særligt, jeg transporterer bare folk fra A til B, men da jeg så drengens lykkelige ansigtsudtryk, var der igen noget, som fik mig til at føle, at der nok er noget specielt ved mit job.
Jeg fandt ud af, at drengen hed Sam, og han var tydeligvis så lykkelig for at stå der midt i cockpittet, at jeg ikke kunne få mig selv til at sende ham ud, selv om jeg vidste, at kaptajnen ville komme om et øjeblik. Til min forbløffelse kommenterede min overordnede ikke Sams tilstedeværelse, og tillod ham at blive i kabinen, mens vi forberedte os til takeoff. Og ikke bare det, Sam fik lov til selv at trykke på et par knapper, hvilket fremkaldte et enormt smil på hans læber.
Da han vendte tilbage til sin plads, ønskede Sam os god jul, og fortalte, at det havde været den bedste dag i hans liv. Vi kom begge i julehumør over drengens udtalelser, selv om det ikke var det rareste sted at sidde her lige før jul.
Næste dag skulle vi flyve tilbage til Atlanta. Vi var ved at forberede os til dagens arbejde, da en fra lufthavnspersonalet kom hen til os og fortalte, at moren til en eller anden dreng fra gårsdagens flyvning havde efterladt en gave til os, og takkede for, at hendes søn havde fået lov til at komme ind i pilotkabinen. Hun forklarede, at han siden besøget hos piloterne ikke havde talt om noget andet! Vi tog imod æsken med hjemmebagte kager med et smil. Allerede i cockpittet rakte kaptajnen ud efter en småkage, og mens han tyggede på den, åbnede han det brev, som lå i bunden af dåsen".
På næste side kan I læse, hvad Sams mor afslørede for piloterne.
