Den døende konge spurgte hver af sine 4 koner, om de ønskede at ledsage ham i livet efter døden. Deres svar gav ham noget at tænke over, og vi er også gået i det eftertænksomme hjørne ...
For længe, længe siden levede der en konge, som havde fire koner. Af alle konerne elskede han mest hende, han havde giftet sig med sidst, og som var den smukkeste og den mest elegante af dem. Det var hende – den fjerde kone -, han forærede de dyreste gaver, og det var hende, han gjorde mest for at behage.
Han elskede ligeledes sin tredje kone, og fordi hun var meget intelligent, var det normalt hende han tog med, når han skulle på officielt besøg til nabolandene. I sit stille sind var han også lidt bange for, at hun skulle forlade ham for en anden ...
Hans anden kone behandlede han som sin ven, det var hans betroede samtalepartner, og hun var altid på hans parti. Det var hende som trøstede ham og rådgav i vanskelige spørgsmål.
Hans første kone var den han elskede mindst, på trods af at det var hende, der af alle konerne havde de varmeste følelser for ham. Det var hende, der havde hjulpet ham med at opbygge sit imperium, hun var altid ved hans side, og på trods af dette, foretrak han andre kvinders selskab.
I livet er der ikke noget, som varer evigt, og til sidst måtte selv kongen overbevise sig om dette, eftersom han fik en alvorlig sygdom. Han havde blot nogle få dage tilbage, og han gennemgik da nogle ubehagelige overvejelser ... "Jeg har fire koner i dette øjeblik, men efter døden vil jeg være helt alene. Jeg ville gerne have, at i det mindste en af dem ledsagede mig til den anden verden" ... Han havde derfor en privat samtale med hver enkelt af dem.
Først bad han den yngste af konerne ind til sig, hende som han havde de varmeste følelser for, og han sagde:
"Jeg elsker dig højere end mine andre koner, og det har jeg altid vist dig, ved at give dig de bedste gaver og de mest værdifulde genstande. Jeg har altid taget mig særligt af dig, men nu er jeg alvorligt syg. Jeg vil gerne spørge dig, om du er villig til at ledsage mig på vejen, og tilbringe evigheden sammen med mig".
Den unge kvinde kiggede forbløffet på ham, og svarede kort:
"Tror du, jeg er gal"?
Derefter gik hun ud, og han så hende ikke igen, inden han døde.
Hans unge kones svar smertede ham dybt, men han mistede ikke håbet om, at hans tredje kone i så fald ville ledsage ham i evigheden. Han indbød hende til sit soveværelse, og sagde:
"Jeg har elsket dig hele mit liv, som netop nu er ved at slukkes. Er du villig til at ledsage mig over i den anden verden?"
Kvinden kiggede koldt på ham, og svarede:
"Selvfølgelig er jeg ikke det! Jeg er stadig ung. Jeg foretrækker at gifte mig på ny".
Kongen følte, hvordan hans hjerte sprængtes af sorg, men han havde endnu ikke mistet håbet. Han bad om en samtale med sin kone nummer to:
"Du har altid været ved min side, når jeg havde brug for råd. Jeg vil også bede dig om noget i dette øjeblik – ledsag mig til evigheden".
"Denne gang kan jeg ikke hjælpe dig, men jeg lover at sørge for en værdig begravelse til dig".
På næste side kan I finde den første kones overraskende svar, selv om kongen end ikke havde spurgt om hendes mening ...
