De fire børn er bange for deres mor. Og de har noget at fortælle hende, da de bliver voksne.
Dette brev, skrevet af en nu voksen datter, fremkalder utvivlsomt tårer hos hendes mor, men bestemt ikke af sorg. I virkeligheden regner enhver mor eller far med sådan en erklæring, men for at modtage den, er det nødvendigt at opdrage sine børn på den rigtige måde. Og vi ved, hvordan man gør det!
Som barn troede jeg, at jeg havde verdens værste mor. Andre børn spiste kage til morgenmad, og jeg måtte hver morgen spise havregryn, æg og toast. Der var ikke nogen kager.
Det var det samme i skolen – de andre børn fik mellemmåltider med, så som chokoladebarer og chips, men der var altid kun rugbrødsmadder til mig. Det eneste som glædede mig (jeg var en lille egoist) var, at min søster og to brødre led lige så meget som jeg. Vores mor var lige væmmelig mod os alle sammen, uden undtagelse.
Maden var kun en begyndelse ... Når jeg ville ud og lege med veninderne, skulle jeg fortælle, hvornår jeg kom hjem – og det var bedst for mig, hvis jeg ikke kom for sent, ikke så meget som nogle få minutter. Ydermere skulle jeg altid have rent tøj på, og jeg blev tvunget til at tage bad hver dag, mens veninderne fra skolen kunne gå i flere dag i træk i den samme kjole, uden at der af den grund skete noget. De pralede også af, at de ikke behøvede tage bad i weekenden, og at de fik lov til at sove til klokken tolv!
Hvor jeg dog drømte om at sove længe, men der var ingen kære mor at hente hos mit mødrende ophav. Selv hvis jeg først lagde mig til at sove klokken ni fredag aften, skulle jeg op inden klokken otte. Og så hele tiden al denne disciplin ... De andre børn skulle ikke lave noget, mens vi selv skulle redde seng, lægge tøjet sammen, og endda vaske op samt lære at lave mad sammen med mor. Mine søskende og jeg troede nogen gange, at mor ikke sov om natten, fordi hun sad og udtænkte nye frygtelige opgaver til os.
