Da deres datter døde i en ulykke, regnede de ikke med, at sygeplejersken ville gøre DETTE
For nylig offentliggjorde en anonym sygeplejerske et bevidsthedsgørende åbent brev på portalen Reddit; det var et særdeles ærligt brev, hvor hun forklarede sin opførsel og følelser overfor forældrene til en afdød 18-årig pige.
Åbent brev til de forældre, som jeg i dag måtte fortælle, at deres datter var afgået ved døden. I brød sammen. I var i komplet chok over, at jeres datter ikke var i live. Jeres datter kom ind til os her til morgen uden livstegn. Hun døde på ulykkesstedet, men hun var så ung, at vi alligevel besluttede os for at prøve at redde hende. Igennem 45 minutter gjorde vi alt, hvad vi kunne, for at genoplive jeres datter. Efter sådant et kraniebrud var der dog desværre ingen chance for at redde hende. Det fortalte vi jer ikke, vi dækkede kraniebruddet med hendes hår, så I ikke skulle se på det. Ingen forældre bør se deres barn i sådan en tilstand. Og jeg stod ved siden af lægen, som, så godt han kunne, informerede jer om, at jeres datter var afgået ved døden. Men så godt han kunne, er aldrig godt nok. Det er en tom, frygtelig, nedbrydende besked at få. Jeres liv har netop mistet det, som var det vigtigste. Nej, formodentligt led hun ikke. Den ulykke, hun døde i, skete lynhurtigt, så hun kunne dårligt nå at blinke med øjnene, før det hele var overstået
I satte jer ned på det snavsede hospitalsgulv, uden at tænke på bakterierne, som dækker det. Jeres verden var færdig. I var færdige. Og jeg stod og så ned på jer med en mørk mine og samlede hænder. I holder om hinanden, råber, græder. Jeg ændrer ikke ansigtsudtryk. Jeg tilbyder hjælp. I afviser mig, og holder endnu kraftigere om hinanden. Og jeg står ved siden af. Jeg giver jer papirlommetørklæder; vand. Jeg står der, og prøver at støtte jer, på en så diplomatisk måde som det er muligt på et hospital. Til sidst må jeg gå. Jeres familie er kommet, og jeg ved, at I er i gode hænder. Det som I ikke er klar over er, at jeg også er på sammenbruddets rand. Jeg græder hele vejen hjem. Jeg ser jeres datters Facebookprofil. Hun var smuk. Var netop blevet student. Hun havde hele livet foran sig. Det er så uretfærdigt.
Jeg hamrer rasende i rattet, da jeg parkerer foran min lejlighed. Jeg smider tasken gennem køkkenet. Jeg sætter mig ned på gulvet, på samme måde som I, og begynder at græde. Jeg er for ung, til at have et barn på jeres datters alder, men jeg har en lillebror, som er 18 år gammel. Ligesom jeres datter kører han også i byen med sine venner om aftenen. Det kunne lige så godt ske for ham. Jeg er langt mere bedrøvet, end I er i stand til at forestille jer. Det kan jeg selvfølgelig ikke vide. Men jeg ved det. Jeg håber også, at jeres datter ved det. Jeg lærte hende aldrig at kende, men jeg har sorg over hende alligevel. Det kan godt være at vi, sygeplejerske, ikke viser dette, vi kan ikke vise det – men vi er også berørt. Jeres lidelse er vores lidelse. Vi går ned sammen med jer. I skal vide, at jeres sorg bliver delt.
Sygeplejerskens brev åbner vores øjne for, hvad de må kæmpe med hver eneste dag. Hvad synes I om det? Del dette med andre på Facebook.
