Denne 10-årige kan ikke falde i søvn, fordi han er bange for ikke at vågne. Det hans mor gjorde efter at have taget disse billeder vil røre dig til tårer.
Som forælder er der intet værre end at se sit barn lide. Jessica Medinger fra Texas har måtte gøre det siden 2012. Dag efter dag kæmper hendes søn for sit liv. Drake har leukæmi.
Måske for nogle vil denne artikel være svær at læse eller sørgelig, men jeg syntes at det er værd at fortælle om hvad der foregår I familier der har cancer. Måske kan vi vise mere empati og forståelse.
Drake er allerede blevet opereret flere gange, fået adskillige blodtransfusioner og kemoterapi. Hans smerte kan ikke beskrives. Det så ud til at sygdommen var slået tilbage. I April 2016 kunne han igen spille football – det er hans passion. Desværre, bare seks måneder senere, blev han diagnoseret med testikel cancer og maridtet startede forfra.
Jessica tager mange billeder af sin søn, og de sidste to er de mest bevægende. Kvinden lagde dem ud på nettet, velvidende at mange mennesker ville kritisere hende. Det var derfor hun skrev:
“Jeg udgiver disse billeder som en dedikation til alle dem som kæmper imod cancer og modtager kemoterapi, og til alle dem som har sejret over denne frygtelige sygdom. Jeg har tænkt mig at sige noget meget personligt og svært.”
“Jeg tog dette billede her til morgen, og før du begynder at råbe og skrive ting som: Hvordan kunne du poste et billede af din søn I ble? Hvilken mangel på respekt?! Så skal du vide to ting.
1. Jeg viser ikke mere end du ville se på stranden.
2. Livet handler ikke altid om at være politisk korrekt og sød, sådan som nogle idealister tror. Livet er smertefuldt ægte og sygdomme ødelægger mennesker.
Denne morgen hjalp jeg Drake med at gå på toilettet. Ja, han har ble på, for I 75% af tilfældene er han ikke I stand til at kontrollere sine kropslige behov. Han er bare skind og ben. Jeg tigger ham om han ikke nok vil spise bare en bønne til middag eller drikke et glas vand I løbet af hele dagen.
Ved du hvordan det føles når min søn spørger om vi ikke nok kan sove I samme seng, fordi han er bange for at der sker noget imens han er alene, og han siger “sker noget” selvom han mener at han vil dø. Forestil dig en samtale midt om natten, med en ti-årig som spørger, om han i himlen kan vente på sin far fordi han så gerne vil snakke med ham og have det sjovt.
Nogle gange er han så svag at han knapt kan komme ud af sengen. For det meste kører jeg ham rundt I en kørestol.
Engang imellem falder han I søvn midt I en samtale – sygdommen har gjort ham træt. Opkast, selvom det er svært på tom mave – hans medicin bliver givet med en skefuld yogurt, for bare at have et eller andet. Mere og mere fortæller han mig: Mor, jeg vil IKKE MERE. I disse øjeblikke er der ingen der må røre ham, fordi han er I for mange smerter.
Nærmest på daglig basis tigger han om mere morfin. Han fortæller mig at han er bange for at han ikke vil overleve til sin ellevte fødselsdag.
Så siger jeg til ham at jeg vil kæmpe hans kamp for ham, når han løber tør for styrke. Det er kun os to.”
