Han forklarede, hvorfor hans kone altid putter hånden ind under hans skjorte. Det er meget rørende!
Brandon Stanton er ikke bare en dygtig fotograf, men også en opmærksom betragter, som er i stand til at fortælle en smuk historie om kærlighed. Da han stiftede bekendtskab med et amerikansk ægtepar, som har været sammen i over 50 år, vidste han, at han blev nødt til at fortælle deres historie. Det er en utrolig romantisk historie, men den er også helt jordbunden – og sådan burde ægte kærlighed vel egentlig være ...
Dette par gjorde et enormt indtryk på fotografen, som på det sidste havde en udstilling af billeder, som var tilegnet hans elskede by. Det var i New York han offentliggjorde det billede, som I ser på i dette øjeblik, og han citerede modellens egne ord:
Jeg var da 19 år gammel, og hun var 16. Vi mødtes første gang en helt almindelig søndag. Vi kommer begge fra forholdsvis konservative familier, hun er fra byen, og jeg kommer fra landet. Jeg var landmand.
Hun inviterede mig med til bal. Jeg var den eneste, som ikke havde jakkesæt på, og folk fra byen vidste vist ikke, hvad de skulle synes om mig. Jeg er ikke i stand til at sige, hvornår jeg forelskede mig. Jeg er end ikke i stand til at sige, hvornår jeg friede til hende. Det skete bare, det kom helt naturligt. Vi har ikke nogle store øjeblikke, som vi kan beskrive, for vi er enkle mennesker. Vores lykke har været enkel. En dag bemærkede jeg, at der var noget galt.
"Vi fejrede vores 50. års bryllupsdag. Da vi var på vej hjem fra restauranten, blev hun ved med at gentage, at vi kørte i en forkert retning. Hun kæmpede virkelig med mig, og prøvede at overbevise mig om, at jeg var kørt galt. For at få fred drejede jeg, og derefter kørte jeg en ordentlig omvej, for at komme derhen, hvor vi skulle. Nu vidste jeg, hvad der var på vej. Min far var dement, og inden da også hans far. Jeg vidste med det samme, at det er det samme, som sker med min kone.
Hun begyndte at glemme navne hurtigt, og da hukommelsestabet for alvor begyndte at skræmme hende, ville hun gå fra mig. Jeg måtte holde hende tilbage med magt, for at hun ikke skulle løbe hjemmefra. Det er ikke nemt, men jeg har ikke tænkt mig at give op. Hun har altid taget sig af mig, vi har altid taget os af hinanden, og sådan skal det vedblive med at være, helt til det sidste.
Noget, hun altid husker, er sange. Hun elsker musik. Hun tog sig altid af mig og vores familie, nu er det min tur, til at tage mig af min kone. Jeg kan stadig få hende til at smile. Hun kan stadig lide at røre ved mig. Hun putter hånden ind på min mave, under skjorten, og sådan sidder hun, uden at sige noget, nogen gange kysser hun mig. Det er bedre end de ord, som hun ikke længere husker".
Kærlighed er ikke ord, det er tegn, det er når man anbringer hånden under skjorten, giver et kys for at sige goddag. Det ved dette par, og derfor er hukommelsestabet ikke så frygteligt for dem. Selvfølgelig er det vanskeligt, men det er ikke frygteligt, for de viser hinanden kærlighed, i stedet for at tale.
En smuk historie! Del den med andre.
