Moren var vred, da hundens gøen tvang hende til at forlade sit brusebad; men et øjeblik efter vidste hun, at hun ville være hunden taknemmelig resten af livet!
Papillon tog hende direkte med til børneværelset. Rachels mund var blålig, hun trak ikke vejret. Den rædselsslagne mor tog hende i hænderne, og begyndte at kalde på sin ældre datter, for at hun omgående skulle ringe efter en ambulance.
Genoplivning hjalp ikke. Mindi bankede for alle tilfældes skyld barnet flere gange i ryggen. Det hjalp! Rachel begyndte at græde, og hun holdt ikke op, før ambulancen ankom. Mindi havde aldrig før været så lykkelig, for at høre sit barns gråd – det var et tegn, på at det levede!
På hospitalet viste det sig, at Rachel ikke havde kunnet trække vejret, fordi nogle madrester sad fast i åndedrætsvejene. Hvis det ikke havde været for den årvågne hunds reaktion, ville pigen havde været blevet kvalt.