Hvad hendes lille patient sagde til hende ændrede hendes liv. Måske vil det også ændre dit?
Der er ligeså mange livsfilosofier i verden, som der er mennesker. I dag går mange af os op i at have et smukt hus, moderne møbler, en dyr bil i indkørslen, at få vores børn til at få en god uddannelse, og at poste en masser feriebilleder på Facebook. Hvis dette gør nogle mennesker glade, så er det fint. Men før vi begynder at ødelægge vores (og alle andres) humør ved at brokke os over, at vi ikke har penge nok til at købe nyt tøj eller til at spise ude, så vil vi lige stoppe op et øjeblik og tage os tid til at læse omkring, hvad der er vigtigt for disse særlige børn.
"Jeg er en sygeplejerske på onkologisk afdeling. Mine patienter er specielle, og det første stykke tid var det svært at lade være med at græde, når jeg så endnu et barn forlade os. Efter et stykke tid bliver du vant til det, lærer at fortrænge dine følelser, men børnene stiller dig nogen gange spørgsmål, der helt ærligt får dig til at genoverveje alting. I går stillede en 6-årig mig det spørgsmål, som jeg hader allermest."
"Søster Lena, kommer jeg til at dø?"
Jeg ser på et barn, der er skaldet og har store poser under øjnene. Et barn, der er tyndt og hjælpeløst, og som får tårerne til at trænge sig på. Jeg må ikke græde. Ikke ved siden af barnet.
"Hvad snakker du om! Selvfølgelig dør du ikke.!"
"Nej, ser du, det tror jeg faktisk jeg gør... Men jeg er ikke bange. Det er bare, fordi det er min mors fødselsdag på lørdag, og jeg har lavet en gave til hende. Jeg har tænkt mig at give den til hende, hvis ikke jeg dør. "For jeg dør ikke før lørdag, vel?"
"Min lille patient viste mig en tegning, som han havde lavet helt selv. Er der nogen måde, hvorpå man ikke bliver sindssyg? Er der en måde, hvorpå man ikke skal tænke på barnet, som gerne vil leve til lørdag for at give hans mor en gave? Jeg tror, at jeg har fundet en måde."
