SLÅ DET NED MED ILD – da hun læste sådanne kommentarer om sig selv, var hendes verden lige ved at falde sammen. Men hun besluttede at bruge det til noget.
Forældrene gav mig den baggrund, jeg skulle bruge, for at føle mig sikker på mig selv. Takket være dem, er jeg den, jeg er. De elskede mig på trods af alt. Da jeg blev født, fik de af lægerne at vide, at de ville komme til at passe mig resten af livet. Det bragte dem ikke ud af fatning, og de lod mig vokse op som en stærk og selvstændig person!
Med alderen begyndte jeg at forstå, at mit syndrom ikke har tænkt sig at forlade mig, så jeg kommer til at være sammen med det resten af livet. Det var en bitter pille, for jeg drømte at se ud som alle andre. Jeg forsøgte forskellige løsninger, for at tilpasse mig mængden, men det lykkedes ikke. Jeg kunne ikke beskylde forældrene for at have gjort noget galt, heller ikke lægerne, så jeg begyndte at beskylde mig selv.
Da jeg kom i gymnasiet, begyndte jeg at se lyset for enden af tunnelen. Jeg forstod, at jeg har styrken til at gøre noget ved tingene, og at jeg kan styre mit eget liv. Jeg besluttede mig for at være tapper! Jeg tog selv initiativet, lærte nye venner at kende, og begyndte at lære, hvordan jeg skulle være social. Jeg var rædselsslagen, men vidste, at det vil kunne betale sig at overvinde frygten. Jeg begyndte at skrive til skolebladet. Derefter lavede jeg billeder af de andre elever. Jeg prøvede også at være leder af heppekoret. Når jeg havde min dragt på, følte jeg mig som en superhelt! Alt gik godt, lige indtil en dag ....
