Sygeplejersken holder en døende nyfødt baby i sine arme. Det som hun skriver på Facebook giver styrke, og ....tårer i øjnene.
Brittany Denise er en af dem, som anser arbejdet som sygeplejerske for et kald, og som placerer hele sit overskud i jobbet. Den unge kvinde er godt klar over at hendes job ikke altid vurderes efter fortjeneste....Der er ikke mange der ved hvor mange smertefulde (og glædelige) oplevelser der er forbundet med arbejdet på intensiv afdeling. Det var derfor Brittany offentliggjorde et billede af den døde barn (med morens accept) på Facebook, et billede der altid vil forblive i hendes erindring....
Næsten alle ved at jeg har et job som sygeplejerske, og beskæftiger mig med nyfødte på Intensiv Afdeling. Desværre er der mange som tror at det eneste jeg laver er at give de tidligt fødte mad og vugge dem.... Men det er forkert, mit arbejde kræver langt mere.
Jeg tager mig af de for tidligt fødte, sådan at de bliver i stand til at leve uden for meget medicin.
Jeg tjekker hele tiden om de har det godt, giver dem medicin og foretager undersøgelser.
Jeg lærer uerfarne fædre, hvordan man skifter ble.
Den lille, der ofte er forbundet med kompliceret apparatur og slanger, lægger jeg på morens bryst, og jeg hjælp hende, når hun stadig ikke har kræfter nok til at holde sit barn.
Det er mig som giver den nye mor kræfter og mod, for når alt kommer til alt ved hun ikke meget om sin fremtidige rolle....
Jeg fejrer hver lille succes lige så meget som forældrene; hver gang man fjerner en slange, eller ser et godt resultat af en blodundersøgelse bliver man i godt humør.
Jeg bliver så glad hver gang forældrene kan tage hjem med barnet i deres arme, efter at de har måttet kæmpe i flere måneder.
Jeg er vidne til mirakler, men jeg ser også tragedier, som det er svært at beskrive med ord.
Jeg hjælper med at genoplive små, bitte børn, når deres små hjerter holder op med at slå.
Jeg er hele tiden optaget af spørgsmålet om hvad vi kan gøre anderledes, for at rede barnet....
Det er mig der giver det lille barn til forældrene, sådan at det kan tilbringe de sidste minutter af sit liv i deres arme, efter at lægevidenskaben har givet op.
Det er mig der giver dem medicin, sådan at de ikke lider når de går bort.
Jeg hjælper grådfyldte forældre med at lave gipsmodeller som erindringer om deres børn.
Og jeg gør hvad jeg kan for at hjælpe med at forældrene bevarer en god og lys erindring om deres barn... Det er de øjeblikke hvor gråd blander sig med smil.
Jeg er sammen med forældrene, når de tager afsked med deres elskede barn.
Det sker at jeg begynder at græde i bilen, under bruseren, eller inden jeg går hjemmefra, på vej til arbejde.
Heldigvis finder jeg støtte hos mine veninder og andre sygeplejersker. Jeg glæder mig over at de er med mig i vanskelige øjeblikke, og at jeg kan regne med deres visdom og engagement.
Mit arbejde er langt mere end de fleste tror.
Brittany skrev disse ord, og satte dem sammen med billedet af den lille dreng, som alle havde kæmper så hårdt for, men som det ikke lykkedes at redde. Lad os huske på, at sygeplejersker dag efter dag møder ufattelig smerte. Lad os vise respekt for deres arbejde.
Lad os vise vores respekt for arbejdet som sygeplejerske!
