Pigen satte sig ved siden af sin døende bedstefar. Da døren åbnede sig troede hun ikke sine egne øjne, da hun så hvem der stod der!
Et ægte venskab kan gøre mere end vi tror, og denne historie er en skøn bekræftelse af denne tese. Det er det voksne barnebarn som fortæller den; så længe hun kan huske gik hun hver lørdag med sin bedstefar på en spadseretur, selv om moren ikke var begejstret for det. Pigen burde tilbringe mere tid med sine jævnaldrende, men datteren havde sin egen mening. Nogle år senere viste det sig, hvem der havde ret....
"Hver lørdag gik min bedstefar og jeg en tur til alderdomshjemmet, for at besøge hans bekendte. Mor brød sig ikke om det – hun syntes, at jeg spildte tiden, og at jeg burde tilbringe mere tid med jævnaldrende, men min bedstefar var for mig den vigtigste. Han sagde altid, at når man besøger syge mennesker, så giver man dem liv....jeg glemmer aldrig den sætning!
Der boede mange mennesker på alderdomshjemmet, men jeg kan bedst huske John Kok, Elisa Bedstemor, Simon Sanger og Viktor Elskmig. Hver af bedstefars venner havde et øgenavn, som gav udtryk for deres særlige karakter. John elskede at lave mad, Viktor var virkelig forelsket, og Elisa en fantastiske bedstemor, Simon kunne synge hele dagen, mens Viktor lyttede og smilede. Atmosfæren på stedet var fantastisk god, og det var tydeligt at se glæden på beboernes ansigter, når vi besøgte dem....
"Når man besøger syge mennesker, så giver man dem liv."
Der gik lang tid, og min bedstefar blev meget syg. Om lørdagen vidste jeg ikke hvad jeg skulle lave, for bedstefar kunne ikke gå med mig hen på alderdomshjemmet, men jeg huskede på hans ord – LAD ALDRIG NOGET SOM HELST FORHINDRE DIG I AT GØRE NOGET, SOM ER VIGTIGT. Jeg klædte mig på i et ryk, og løb hen til alderdomshjemmet.
De spurgte straks efter bedstefar, og jeg fortalte dem, at han var på hospitalet. De var et trist øjeblik. Og da jeg kom hjem viste det sig at de ringede fra hospitalet – bedstefars tilstand var forværret. Lægerne gav ham en uge tilbage at leve i...
Jeg satte mig på kanten af bedstefars seng, og på en måde begyndte jeg at tage afsked med ham. Det var endda svært for ham at trække vejret. Min mor blev ved med at græde......
Den samme eftermiddag bar de en masse blomster ind på bedstefars stue, og sygeplejersken fortalte at der var kommet gæster. Min mor satte en undrende mine op, men inden hun havde nået at vende sig om vidste jeg hvem der var på vej ind: John Kok, Elisa Bedstemor, Simon Sanger og Viktor Elskmig.
"Hvor er festen henne"? – var deres første spørgsmål, og bedstefar smilede, selv om det ikke var så let for ham. De havde besluttet at besøge bedstefar i samlet flok. John havde bagt kager, Simon begyndte at spille guitar, og vi sang alle i fællesskab. Elisa Bedstemor havde taget sine to børnebørn med, Anne og Joyce, og Victor sad stille ved siden af bedstefar, og trykkede ham i hånden. Vi var sammen i næsten fire timer, og jeg ved egentligt ikke, hvornår besøget stoppede.
Der gik endnu en dag, derefter en til, og bedstefar begyndte at komme til kræfter. Der gik to uger, derefter tre, og så begyndte han at gå. Han begyndte også at kunne spise selv, og klarede at gå på badeværelset uden hjælp. Lægerne troede ikke deres egne øjne.
Lægerne anså det for et mirakel at bedstefar overlevede, og... udskrev ham. Men jeg ved præcist, hvad det var der skete. Det var vennerne der helbredte bedstefar. Det er klart, for...
Når man besøger syge mennesker, så giver man dem liv.
Inspirerende historie!
