En ældre dame sætter sig ind i en taxa. Chaufføren kommer aldrig til at glemme det, som hun fortalte ham.

For tyve år siden levede jeg af at arbejde som taxachauffør. Det var lidt af en cowboytilværelse, et liv som gambler, en liv for nogen, som ikke ville have en chef. Der var konstant gang i et eller andet, hver gang nogen satte sig ind i taxaen følte man en et stød gennem kroppen, som når man smider en terning.

Det var noget jeg ikke havde tænkt over, inden jeg begyndte arbejde i branchen, det er næsten som at blive præst. Netop fordi jeg arbejdede om natten blev min vogn en skriftestol på hjul. Passagerene steg ind i bilen, satte sig bag mig, og i fuld anonymitet fortalte de mig om deres liv.

Vi var som mennesker i et tog, der tilfældigt møder hinanden, som suser afsted gennem natten, mens de afslører hemmeligheder, som de aldrig ville have afsløret i dagslys. Jeg stødte på mennesker, hvis liv fascinerede mig, gjorde mig mere menneskelig, fik mig til at le eller hvis beretninger simpelt hen var rørende. Men ingen anden historie rørte mig så meget, som den historie jeg hørte fra en kvinde, som jeg tog op en vis hed augustnat.

Der blev ringet efter mig fra en lille murstensbygning i den stille del af byen. Jeg gik ud fra at jeg skulle hente nogle festdeltagere, eller måske en der netop havde haft et skænderi med sin kæreste, eller eventuelt nogen som arbejdede på et af de tidlige skift i byens industrikvarter.

Da jeg kom frem til den angivne adresse kunne jeg ikke se lys nogen steder i bygningen, lige bortset fra et enkelt vindue i stueetagen. I sådanne tilfælde dytter chaufføren normalt en eller to gange, venter et minut, og kører derefter videre. En chauffør der gik ind i en uoplyst bygning klokken halv tre om natten udsatte sig for en række uønskede konsekvenser.

Jeg havde imidlertid mødt mange mennesker som levede i fattigdom, men hvis eneste transportmiddel til arbejde alligevel var en taxa. Med mindre situationen virkede truende kørte jeg altid frem til hoveddøren, for at tage passageren ind. Jeg følte at nogen kunne have brug for min hjælp. Ville jeg ikke ønske at chaufføren gjorde det same, hvis der var tale om at min far eller mor havde ringet efter en taxa?

Jeg gik derfor hen til døren og bankede på.

”Et øjeblik!”, svarede en lav stemme, tydeligvis udtalt af et ældre menneske. Jeg kunne høre lyden af en eller anden genstand, som blev hevet hen over gulvet. Efter et godt stykke tid blev døren åbnet. Foran mig stod en ikke særlig høj kvinde på over 80 år. Hun bar en kjole hvorpå der var printet noget tekst samt en pilleæske-formet hat med påsyet slør, sådan noget som man kan se i en kostumeforretning eller i film fra 40erne. Ved siden af hende stod der en lille nylonkuffert. Det var netop den, som den ældre dame havde trukken hen over gulvet.

Lejligheden så ud som om der ikke var nogen der havde boet i den i årevis. Alle møblerne var dækket med lagner. På væggene var der ikke nogen ure, på hylderne var der hverken vaser eller andet nips. I et hjørne stod der en papkasse fyldt med glas og fotografier.

”Vil De være så rar at bære min kuffer ud i bilen?” - spurgte hun. ”Jeg har brug for at være alene et øjeblik endnu. Og kom så venligst tilbage bagefter, for at hjælpe mig ned i bilen. Jeg har ikke ret mange kræfter.”

Jeg tog kufferten med ned i taxaen, hvorefter jeg vendte tilbage for at hjælpe kvinden. Hun tog mig under armen, og sammen gik vi hen mod kantstenen. Hun blev ved med at takke for at jeg var så venlig.

”Det er ikke noget problem”, svarede jeg. ”Jeg prøver simpelt hen at behandle mine passagerer på samme måde, som jeg gerne ville have at andre behandlede min mor.”

”De er en god søn”, sagde hun. Hendes ros og glæde fik mig næsten til at føle mig forlegen. Da vi nåede frem til taxaen gav hun mig en adresse, og spurgte: ”er det muligt at De kan køre gennem Centrum?”

”Det er ikke den hurtigste vej”, svarede jeg.

”Det gør ikke noget”, svarede hun. ”Jeg skal ikke skynde mig. Jeg er på vej til et hospice.”

Jeg kiggede i bakspejlet. Hendes øjne lyste. ”Jeg har ikke nogen familie tilbage”, fortsatte hun. ”Min læge har sagt at jeg bør tage derhen. Jeg har ikke ret meget tid tilbage.”

Jeg afbrød diskret taxameteret. ”Hvilken vej skal jeg køre?” – spurgte jeg. Gennem de næste to timer kørte vi rundt i byen. Hun viste mig en bygning, hvor hun engang havde arbejdet som elevatorfører. Vi kørte gennem det område, hvor hun havde levet med sin mand. Hun bar mig standse ved et møbellager, hvor der engang havde ligget en dansehal, og hvor hun som ung havde gået til dans. En gang i mellem bad hun mig køre langsommere, når vi kom forbi en eller anden bygning, og hun kiggede ud i mørket uden at sige noget.

Da den første solstråle kunne anes i horisonten sagde hun pludseligt: ”Jeg er blevet træt. Lad os komme derhen.” Vi kørte stille hen til den adresse, som hun havde givet mig. Det var en ikke særlig høj bygning, det mindede om et lille rehabiliteringscenter, og indkørslen gik gennem en port. Et par portører kom hen til taxaen da vi kørte op til porten. Uden at vente på mig åbnede de døren for at hjælpe kvinden. De viste omtanke og omsorg, mens de observerede hver eneste af hendes bevægelser. Det var tydeligt at hun var ventet.

Måske havde hun ringet til dem, inden vi kørte. Jeg åbnede bagagerummet, og bar den lille kuffert hen til døren. Kvinden var allerede blevet anbragt i en kørestol;

”Hvor meget skylder jeg?” – spurgte hun og greb fat i sin pung.

”Ingenting”, svarede jeg.

”De må da tjene til det daglige brød” -insisterede hun.

”Der er andre passagerer”, svarede jeg. Uden at tænke mig om bøjede jeg mig fremover og gav hende et knus. Hun omfavnede mig kraftigt, og sagde:

”Du har gjort en gammel kvinde glad. Tak for det!”

Der var ikke mere at tilføje. Jeg gav hende hånden, og gik mod den opstående morgensol. Jeg hørte hvordan dørene smækkede bag mig. Det gav genlyd af et liv der var ved at slukke.

På resten af vagten tog jeg ikke flere passagerer op. Jeg kørte rundt uden mål og med, fordybet i tanker. Jeg var stort set ikke i stand til at tale resten af dagen. Hvad var der sket hvis kvinden havde sat sig ind hos ind chauffør i dårligt humør, eller en som utålmodigt ventede på at vagten skulle slutte? Hvad ville der være sket hvis jeg havde nægtet at tage turen, eller hvis jeg havde dyttet en enkelt gang, og så var kørt videre?

Hvad hvis jeg havde været i elendigt humør, og ikke havde givet mig tid til at tale med kvinden? Hvor mange tilsvarende øjeblikke var gået forbi mig i mit liv? Vi har vænnet os til den tanke, at vores liv drejer rundt i forhold til vældige begivenheder. Disse vældige begivenheder kommer dog ofte til os, når vi mindst venter det. Da denne kvinde omfavnede mig og fortalte at jeg havde gjort hende glad ville man kunne forestille sig, at den eneste grund til at jeg befandt mig i denne verden var for at køre denne sidste tur med hende.

Det forekommer mig at jeg aldrig nogen sinde i mit liv har gjort noget der var lige så vigtigt som dette.

Denne historie er taget fra virkeligheden, og chaufføren hedder Kent Nerburn. Hansoplevelser har han beskrevet i de fortællinger man kan læse i hans bog fra 1999. Del historien med din familie og dine venner.