Denne kvinde, som er helt klædt i sørgetøj, råber ad en 6-årig. 4 uger senere fortryder hun det, da hun modtager dette brev.
Netop denne historie viser, at vi ofte har så travlt med vores eget, at vi ikke engang forstår, at folk omkring os også lider. Men denne lille pige åbnede kvindens øjne:
"Hej," sagde hun. Jeg svarede med et nik, da jeg ikke rigtig var i humør til at have med et lille barn at gøre. "Jeg bygger," sagde hun.
"Det kan jeg se. Hvad er det?" spurgte jeg, selvom jeg var ligeglad.
"Åh, det ved jeg ikke. Jeg kan bare godt lide sand."
Det lyder godt, tænkte jeg, og tog skoene af. En ryle fløj forbi.
"Det er en glæde," sagde barnet.
"Hvad er det?"
"Det er en glæde. Min mor siger, at ryler kommer for at bringe os glæde." Fuglen fløj videre ned ad stranden.
"Farvel glæde," mumlede jeg for mig selv, "goddag smerte," og så vendte jeg mig for at gå videre. Jeg var deprimeret. Mit liv virkede fuldstændig ude af balance.
"Hvad hedder du?" Hun gav ikke op så let.
"Ruth," svarede jeg. "Jeg hedder Ruth Peterson."
"Jeg hedder Wendy… Jeg er seks år."
"Hej Wendy."
Hun fnisede. "Du er sjov," sagde hun.
På trods af mit dårlige humør grinede jeg også og gik videre. Hendes melodiske latter fulgte mig.
"Vi ses en anden gang, fru P," råbte hun. "Så skal vi nok få en glad dag sammen igen."
De dage og uger, der fulgte, tilhørte andre – en flok uregerlige drengespejdere, forældremøder og min skrantende mor. Solen skinnede en morgen, da jeg trak hænderne op af opvaskevandet.
"Jeg har brug for en ryle," sagde jeg til mig selv og tog min frakke. Kystens evigt foranderlige lise ventede mig. Brisen var kold, men jeg gik med lange skridt og forsøgte at genfinde den fred, jeg havde brug for. Jeg havde glemt barnet og blev overrasket, da hun dukkede op.
"Hej fru P," sagde hun. "Skal vi lege?"
"Hvad vil du lege?" spurgte jeg, en lille smule irriteret.
"Det ved jeg ikke, hvad synes du."
"Hvad med stilleleg?" spurgte jeg sarkastisk.
Den boblende latter begyndte igen. "Jeg ved ikke, hvad det er."
"Jamen så lad os bare gå tur." Jeg så på hende og lagde mærke til, hvor sart og blegt hendes ansigt var.
"Hvor bor du?" spurgte jeg.
"Derovre." Hun pegede på en række små sommerhuse.
Mærkeligt, tænkte jeg, her om vinteren. "Hvor går du i skole?"
"Jeg går ikke i skole. Mor siger, vi er på ferie." Hun fortsatte med sin lillepigesludren, mens vi gik langs med stranden, men jeg tænkte på andre ting. Da jeg tog hjemad, sagde Wendy, at det havde været en dejlig dag. Siden jeg overraskende nok havde det bedre, smilede jeg til hende og erklærede mig enig.
Tre uger senere kom jeg farende ned på min strand, næsten helt i panik. Jeg var ikke i humør til så meget som at sige hej til Wendy. Jeg troede, jeg så hendes mor på terrassen, og havde lyst til at bede hende om at holde sit barn hjemme. "Hør lige, du må meget undskylde," sagde jeg gnavent, da Wendy fandt mig, "men jeg vil helst være alene i dag."
Hun virkede usædvanligt bleg og forpustet.
"Hvorfor?" spurgte hun.
Jeg vendte mig mod hende og råbte, "Fordi min mor er død!" og tænkte åh, Gud, nej, hvorfor siger jeg sådan noget til et lille barn?
"Åh," sagde hun stille, "så er det her en dårlig dag."
"Ja," sagde jeg, "og i går og dagen før og – altså gå nu din vej!"
"Gjorde det ondt? " spurgte hun.
"Gjorde hvad ondt?" Jeg var møgirriteret over hende, over mig selv.
"Da hun døde?"
"Selvfølgelig gjorde det ondt!!!!" råbte jeg i min misforståelse, så optaget af mig selv. Jeg gik min vej.
Omkring en måned senere, da jeg tog til stranden igen, var hun der ikke.
Jeg følte mig skyldig og flov, og jeg indrømmede over for mig selv, at jeg savnede hende. Jeg gik op til huset, da jeg havde gået min tur, og bankede på døren. En ung kvinde med honningfarvet hår, der så træt ud, åbnede døren.
"Hej," sagde jeg. "Jeg hedder Ruth Peterson. Jeg så ikke din lille pige i dag, og jeg undrede mig over, hvor hun var."
"Åh, ja, fru Peterson, kom endelig ind. Wendy har talt så meget om dig. Jeg har nok desværre givet hende lov til at genere dig for meget. Hvis hun var en belastning, må du virkelig undskylde."
"Nej, slet ikke, hun er et dejligt barn,” sagde jeg, og det gik pludselig op for mig, at jeg mente det. "Hvor er hun?"
"Wendy døde i sidste uge, fru Peterson. Hun havde leukæmi. Det havde hun måske ikke fortalt dig.”
Jeg var fuldstændig målløs og famlede efter en stol. Jeg kunne slet ikke trække vejret.
"Hun elskede stranden her, så da hun bad om at komme hertil, kunne vi ikke nænne at sige nej. Hun så ud til at have det så meget bedre her, og hun havde mange dage, der var, hvad hun kaldte glade dage. Men over de sidste par uger gik det hurtigt ned ad bakke…” hun tøvede. "Hun efterlod noget til dig… hvis jeg bare kan finde det. Kan du vente et øjeblik, så skal jeg se efter?"
Jeg nikkede, helt tom i hjernen, mens jeg kæmpede for at finde på noget, hvad som helst, at sige til denne søde unge kvinde. Hun gav mig en tilsmudset konvolut, hvorpå der stod FRU P prentet med store, barnlige bogstaver. Inden i var der en tegning i stærke fedtfarver – en gul strand, et blåt hav og en brun fugl. Nedenunder stod der omhyggeligt prentet, EN RYLE SÅ DU FÅR GLÆDE. Tårerne vældede op i øjnene på mig, og mit hjerte, der næsten helt have glemt, hvordan man elsker, brast vidt åbent. Jeg omfavnede Wendys mor. “Jeg er så ked af det, jeg er så ked af det,” mumlede jeg igen og igen, og vi græd sammen.
Det dyrebare lille billede er indrammet nu og hænger i mit læseværelse. Seks ord – et for hvert år af hendes liv – der fortæller om harmoni, mod, uselvisk kærlighed. En gave fra et barn med havblå øjne og sandfarvet hår — som lærte mig kærlighedens gave.
Netop denne historie viser, at vi ofte har så travlt med vores eget, at vi ikke engang forstår, at folk omkring os også lider.
