Hun troede, at hendes elev skulle gå en klasse om, men da hun opdagede sandheden, skete der noget voldsomt bevægende.

Da hun havde første time med den 5.-klasse hun underviste, fortalte hun børnene en hvid løgn. Som de fleste andre lærere, kiggede hun på sine elever, og fortalte dem, at hun holder lige meget af dem alle sammen. Det var imidlertid umuligt, for på første række sad en sammenbøjet lille dreng, som hed Teddy Stoddard.

Frøken Thompson havde det sidste år lagt mærke til Teddy, og hun bemærkede, at han ikke var særlig glad for at lege med de andre børn, at han var sjusket påklædt, og at han nu og da ville have godt af et bad. Ydermere kunne Teddy nogen gange være ubehagelig.

Det nåede til, at frøken Thompson glædede sig over, at hun kunne overstrege hans prøver med en tydelig rød kuglepen, mens hun lavede tykke udstregninger, og til sidst et vældigt ”ikke bestået” øverst på papiret.

I den skole, hvor frøken Thompson underviste, var der pligt til at kontrollere hvert barns tidligere opgaver, og kontrollen med Teddys mappe lod hun ligge til sidst. Da hun imidlertid gik igennem mappen, blev hun overrasket.

Teddys lærer fra første klasse havde skrevet: "Teddy er et mildt og altid smilende barn. Han klarer lektierne godt og han har en upåklagelig opførsel... det er dejligt at have ham i klassen."

Hans lærer fra anden klasse havde skrevet: "Teddy er en glimrende elev, de andre børn kan vældigt godt lide ham, men han har et stort problem, eftersom hans mor lider af en dødelig sygdom, og situationen derhjemme er derfor meget vanskelig."

Læreren fra tredje klasse havde skrevet: "Han har været meget nedtrykt efter morens død. Han prøver så godt han kan, men hans far tager sig ikke meget af ham, og hans familieliv vil snart få en katastrofal indflydelse på ham, hvis der ikke tages skridt til handling."

Teddys lærer fra fjerde klasse skrev: "Teddy har lukket sig inde i sig selv, og viser ikke nogen overdreven interesse for skolen. Han har ikke mange venner i klassen, og nogen gange falder han i søvn i timerne."

Det var her frøken Thompson forstod, hvad problemet var, og hun kom til at skamme sig. Hun følte sig endnu værre tilpas, da eleverne til jul bragte hende julegaver indpakket i skinnede gavepapir med bånd, lige med undtagelse af Teddys gave. Hans pakke var klodset pakket ind i en stor papirspose fra det lokale supermarked. Frøken Thompson fandt kræfter til at åbne gaven. Nogle af børnene begyndte at le, da hun indeni fandt et armbånd med jetsten, hvoraf flere var faldet ud, samt en kvart flaske parfume. Hun fik imidlertid børnene til at holde op med at le, da hun råbte, at det var et utroligt smukt armbånd, hvorefter hun tog det på og sprøjtede lidt parfume på håndleddet. Teddy Stoddard blev den dag efter at skolen var slut, blot for at fortælle hende: "Frøken Thompson, i dag dufter De, sådan som min mor duftede." Da de andre børn var gået, græd han derefter i mindst en halv time. Fra denne dag holdt hun op med at undervise i læsning, skrivning og matematik. I stedet begyndte hun at undervise børnene i livet. Frøken Thompson begyndte at lægge særligt mærke til Teddy. Når hun arbejdede sammen med ham, var det som om han livede op. Jo mere hun opmuntrede ham, jo hurtigere reagerede han. Hen mod slutningen af skoleåret var Teddy blevet en af de bedste elever i klassen, og på trods af, at hun ikke sagde hele sandheden, når hun sagde, at hun holdt lige meget af alle eleverne, blev Teddy ved med at være en af hendes yndlingselever.

Et år senere fandt hun under sin dør et brev fra Teddy, hvor han skrev, at hun stadig er den bedste lærer, han har haft i sit liv.
Der skulle gå 6 år, inden hun fik det næste brev fra Teddy. Han skrev da, at han var blevet færdig med gymnasiet, og var blevet nummer tre i klassen, og at hun stadig var den bedste lærer, han havde haft i sit liv.

Fire år senere fik hun et brev mere, hvor han skrev, at selv om det nogen gange var meget hårdt, så var han blevet i skolen, og han ville snart afslutte college med højest mulige karakter. Han forsikrede frøken Thompson om, at hun stadig var den bedste lærer, han havde haft i sit liv. Der gik endnu fire år, inden han skrev, at han nu havde afsluttet universitetet, men havde besluttet at gå endnu længere. I brevet forklarede han, at hun var den lærer, han havde holdt mest af. Denne gang var hans navn dog lidt længere ... brevet var underskrevet af dr med. Theodore F Stoddard.

Denne historie slutter ikke her, eftersom der om foråret kom et brev mere. Teddy skrev, at han havde lært en pige at kende, og ønskede at gifte sig. Han fortalte, at hans far var død for flere år siden, og han spekulerede på, om frøken Thompson ved brylluppet ønskede at indtage den plads, som normalt var reserveret til brudgommens mor.

Frøken Thompson accepterede selvfølgelig. Hun tog da også armbåndet med de manglende jetsten på. Og ikke bare det, hun tog den samme parfume på, som mindede Teddy om hans mor, da de fejrede deres sidste jul sammen.

De omfavnede hinanden, og dr Stoddard hviskede hende ind i øret: "Tak fordi De troede på mig, frøken Thompson. Mange tak fordi De sørgede for, at jeg følte, jeg var vigtig og kunne opnå noget."

Med tårer i øjnene svarede frøken Thompson: "Teddy, du tager helt fejl. Det var dig, der lærte mig, at jeg kunne ændre den omgivende verden. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle undervise, før jeg mødte dig."

Historien er skrevet af Elizabeth Silance Ballard i 1976 til magasinet Home Life. Selv om det er fiktion, er den voldsomt bevægende. Del den med dine bekendte.