Hun fandt en kat, som var i en ynkværdig tilstand; da hun hjalp den, skete der noget, som gjorde hende deprimeret.
Dette er historien om en vis kvinde, som på sin vej stødte på en døende kat.
En gang gik jeg en tur udenfor byen. Jeg bevægede mig på stier og markveje, mens jeg var opmærksom på ikke at træde i kokasser, mens jeg i tankerne bandede over de efterladenskaber, som lå spredt for mine fødder.
Jeg så katten, som miavede frygteligt, nærmest hylede. Den var i en frygtelig tilstand. Snuden var fyldt med sår, og på poterne var der masser af lyserøde ar. Dens pels var faldet af mange steder, og blotlagde den sorte hud. Jeg kunne se, det væskede fra dens øjne, og så hylede den igen. Der var andre mennesker, som så den smerte, men de gik forbi. De ignorerede den. Jeg var ikke i stand til at ignorere den. Jeg gik hen til katten, og tog den forsigtigt op.
Jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre. De mennesker, som var gået forbi katten, så mig nu med den stakkels, døende kat i armene. Jeg besluttede, at jeg måtte gøre den ren. Jeg gik hen til en veninde, fordi jeg regnede ud, at det var den hurtigste måde at komme ud på badeværelset på. Der anbragte jeg katten i en gammel skål. Katten miavede helle tiden, og brød sig bestemt ikke om badet. Den kæmpede med mig, men den var så afkræftet, at den til sidst gav op. Jeg vaskede den grundigt, fra hale til hoved, kun snuden vaskede jeg ikke. Katten kæmpede, og det var følelsesmæssigt vanskeligt, men jeg vaskede den alligevel i næsten to timer.
Hele skålen var snavset af det smuds, som havde siddet på katten. Jeg følte imidlertid, at det var noget, jeg måtte gøre. Jeg tørrede den, pakkede den ind i et håndklæde, lige som en baby, og jeg drømte om at komme hjem til mig selv.
Katten miavede hele tiden, men den var totalt udmattet, og til sidst faldt den i søvn i mine arme. Jeg tog hjem. Jeg passerede en masse mennesker på vejen, en del kiggede underligt på mig, og en del lod som om de ikke så mig. Jeg kiggede ikke på dem, men gik målbevidst mod mit hjem.
Da jeg kom hjem, blev jeg klar over, at jeg nok burde tørre katten endnu en gang, men jeg havde kun et rent håndklæde. Jeg tænkte, at hvis jeg brugte det, vil jeg blive nødt til at smide det ud. Men det var uden betydning for mig. Jeg hentede håndklædet, og tørrede den grundigt.
Jeg anbragte katten på gulvet på et blødt tæppe. Den så langt bedre ud end før. Ved siden af anbragte jeg en skål med mælk, hvor jeg opløste en tablet med antibiotika. Så gav jeg den helbredende salve på sårene, og lagde bandage om. Jeg rensede dens væskende øjne. Til sidst viklede jeg forsigtigt katten ind i et tæppe, sådan at den endelig kunne få varmen.
Katten lå i stilhed, mens den trak vejret roligt. Jeg følte, at jeg havde gjort noget. Jeg var vred. Jeg hadede, at katten måtte gennemleve alt dette. Jeg hadede det faktum, at der er så mange frygtelige hændelser i verden. Og jeg kunne ikke gøre noget. Jeg begyndte at græde. Og da jeg tog et brusebad, begyndte jeg at græde igen. Jeg græd, for katten var døende, og jeg kunne intet gøre.
Jeg havde gjort alt, hvad jeg kunne. Da jeg kom ind i stuen, lå katten, hvor jeg havde efterladt den. Den sov. Den trak vejret langsomt. Det beroligede mig. Næste dag døde katten. Da jeg gik ind i stuen, kunne jeg mærke en stank. Jeg gik hen til katten. Den var ubevægelig og kold som en sten. Jeg var ikke vred. Jeg forstod. Jeg anbragte den i en pose, og begravede den i jorden.
Jeg var lykkelig, følte en lettelse. I det mindste havde den kunne dø i fred og ro, og dens sidste øjeblikke var fredfyldte, uden smerte. Jeg havde gjort, hvad jeg kunne.
Jeg håber aldrig mere jeg må gå igennem et sådant helvede, som det, jeg oplevede her. Jeg gav alt, hvad jeg kunne, for at tage mig af den kat.
Bevægende. Jeg kan ikke rigtigt formulere, hvad jeg føler, efter at have læst denne historie. Det er imidlertid godt, at der er så mange mennesker i verden, som har medfølelse med andre.
