Det var en helt almindelig dag, midt i ugen. Kvinden stod og kiggede på varerne i legetøjsafdelingen i supermarkedet. Hun var ude efter en fødselsdagsgave til sin niece. Hun gik i sine egne tanker, og betragtede hylderne, som var fyldt med dukker i elegante kjoler, de nyeste Barbie-modeller, og hendes øjne gik i flimmer over de mange forskellige nuancer af lyserød. Hun vidste, at hendes niece vil blive den lykkeligste pige i verden, hvis hun får den dukke, som hun drømmer om. Kvindens blik standsede ved en 10 ... måske 11 år gammel dreng, som står ved dukkehylderne. Hun kan ikke slippe ham med blikket.
Kvinden nærmede sig langsomt drengen. Der var noget ved ham, som tiltrak sig hendes opmærksomhed, selv om der ikke umiddelbart var noget specielt ved ham. Han havde brunt, viltert hår, som kunne ses fra under den kasket, han havde på. Han var også iført jeans – i øvrigt ikke specielt rene – og hans grå gummisko så ud som om, de var snurret sammen. Der var imidlertid noget ubestemmeligt ved ham, noget uudtømmeligt trist. Han kiggede på hende, da hun stod ved siden af ham, men han lod som om, han betragtede dukkerne. Hans blik faldt også på Barbie-dukken. På skjorteærmet havde han en rød sløjfe. Kvinden kunne ikke løsne blikket fra den, og spekulerede hele tiden over, hvad det drejede sig om. Hvorfor kigger drengen på dukker og går rundt med en rød sløjfe?
Hun kunne ikke holde sig tilbage, og spurgte drengen, om hun skulle række ham dukken fra den øverste hylde. Hun ledte efter et eller andet påskud, til at indlede kontakt med ham. Det virkede som om, han var meget langt væk ... Da han kiggede på hende, blev hun slået af den sorg, som tydeligt kunne ses i hans øjne. Det var ikke en almindelig sorg hos et barn, som ønsker at købe et stykke legetøj, men ikke har penge til det. Det var et blik, som var fyldt med en voksen og bevidst smerte, hos nogen som var dybt såret.
- Jeg vil gerne købe den dukke til min søster, men så mange penge har jeg ikke. – sagde han. Kvinden vidste ikke, hvordan hun skulle reagere, så hun svarede blot, at det snart bliver jul, så de ville helt sikkert finde ud af noget, så de kunne give hans søster sådan en dukke.
- Der, hvor min søster befinder sig, kommer Julemanden ikke. – Drengen kiggede på hende, med øjne der var så triste, at hun aldrig havde set noget lignende hos et barn. Hun var bange for at stille det følgende spørgsmål, men hun følte, at hun blev nødt til at vide det.
- Hvor er din søster?
- Hun er i himlen. Jeg ønsker, at hun der skal have noget smukt, som kommer fra mig. Og mor skal også snart derhen, så jeg tænkte, at hun kan tage gaven fra mig med til hende.
Kvinden vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Det lød som en makaber spøg, men man skulle blot kigge på drengens øjne, for at vide at han talte sandt. Der var sket noget slemt. Der ville ske noget endnu værre.
Uden at tænke specielt over det, kiggede kvinden i sin pung. Der var nok til begge dukker, til niecen og til drengens søster. Hans blik lyste pludselig op, da han tog imod pengene og sagde:
- Er det rigtigt?! Så kan jeg også købe mors yndlingsblomster til hende. Mor elsker hvide roser. – Hvorefter han greb fat i dukken og løb hen til kassen.
Kvinden stod lidt og tænkte over, om det var fornuftigt, hvad hun havde gjort. Måske havde han udtænkt det hele, for at indgyde hende medlidenhed. Det var sikkert dumt, at hun havde mistet de penge. Hun gik stadig i dyb eftertanke, da hun betalte for sin dukke, men pludselig gik hun forbi avisstanderne, hvor hun så en overskrift, som fik blodet til at fryse i hendes årer.
